AKTUELT

Sognepræst Mette Marie Gocht-Jensen

Helligånden

Helligånden er i store og små fællesskaber
For Mette Marie Gocht-Jensen er Helligånden også det, der gør, at vi kan være der for hinanden som mennesker, og dermed bliver fællesskabet også mange forskellige ting.
- Fællesskab kan også være dér, hvor jeg sidder ved et dødsleje og holder i hånden og mærker, at angsten forsvinder. Eller i samtalen med et menneske, der er så fyldt af sorg, at det slet ikke kan rumme hverdagen, og så lige pludselig i samtalen, så er der noget, der flyttes – noget bliver lettere at bære. Det er en del af fællesskabet at dele sorg, glæde og ulykker, og fællesskabet er der, hvor der er mere på spil end os selv, siger hun.
I tiden med corona-restriktioner, hvor mange ikke har kunnet være med i kirken, har Mette Marie Gocht-Jensen cyklet rundt i sognet og med altergang privat, og her har hun mærket en helt ny dimension af fællesskabet.
- Det har været både naturligt og højtideligt på en helt særlig måde. Helligånd bliver meget tydeligt tilstede, og jeg har følt mig helt fyldt op, når jeg har cyklet derfra, siger hun.

Mærker at der er noget, der er større
Men selvom Helligånden er i fællesskabet, kan den også opleves, når man er alene.
- Jeg kan også stå lige pludselig på en solskinsdag og bare mærke varmen og glæden og taknemmeligheden over at foråret kommer. Så fyldes jeg med en enorm varme og glæde, uden at jeg kan sige, hvad det er. Det er også Guds Ånd for mig. Sådan kan man jo have flere situationer i sit liv, hvor man pludselig mærker noget, der er større end sig selv. Også med alt det her corona og alt det, vi mister. Så står jeg en dag i min lille skov i et tæppe af anemoner og mærker bare taknemmelighed – opdager, at der er noget, der er større end mig, siger Mette Marie Gocht-Jensen og uddyber:
- Nogle gange mærker vi Helligånden, fordi vi, måske ubevidst, lægger det hele over til Gud, og fordi vi måske er ude, hvor vi ikke kan bunde. Og andre gange er det bare en følelse.
Da hun mistede sin far, oplevede hun også, at Helligånden gav hende en følelse af vished, da hun skulle træffe en svær beslutning.
- Min far døde i december, og som præst var det svært det med, om jeg skulle begrave ham eller ej. Det brugte jeg meget tid på, for præsten i mig tænkte, at det da var det mindste, jeg kunne gøre for ham. Men datteren, barnet i mig, havde også lyst til bare at sidde og være ked af det og sige farvel til min far. Da sad jeg en aften på mit kontor og tænkte og tænkte … og så, lige pludselig, kiggede jeg hen på et billede af min far, som holder mig som lille. Jeg kan ikke forklare det, men det var som om, jeg blev fyldt af en sandhed og en vished om, at jeg skulle være datter og ikke præst til begravelsen, siger hun.

Helligåndens centrum er den kristne Gud
Selvom Mette Marie Gocht-Jensen oplever og mærker Helligånden er hun dog også klar over, at det ikke er sådan for alle.
- Jeg tror, at der er mange mennesker, der mærker Helligånden, men uden at tænke over, at det er den. Her ser jeg det som min opgave som præst at fortælle mennesker, at de lever i en større historie end deres egen. De er plantet lige ned i Guds historie, siger hun, og at det netop er den kristne Guds historie, ser hun som vigtigt i relation til Helligånden.
- Helligånden skal ikke blive en tredje Gud, som man søger og kan mærke i alting, men den er en del af den treenige Gud, som både er Fader, Søn og Helligånd. Det er den Gud, der døde på korset, der taler til mig. Det er den kristne Gud, der er centrum i min radar, og trosbekendelsen er kompasset – dér hvor vi bekender, at vi tror på den Hellige almindelige kirke. For elles kan Helligånden virkelig være alting, siger Mette Marie Gocht-Jensen.