Fotoalbum

Mette Marie Gocht-Jensen 

Sognepræst 

Harridslev, Albæk og Støvring sogne


Søndag den 2. februar 2014, blev Mette Gocht-Jensen, ved to gudstjenester i henholdsvis Harridslev og Albæk kirker, indsat som præst af provst Klaus Frisman, i de tre sogne. 

Indsættelsen i Støvring sogn blev markeret søndag den 23. februar 2014 kl. 9.00.

Over 200 deltog i de to gudstjenester, og ud over Provst Klaus Frisman, var der også mødt 9 præstekolleger op, fra de omkringliggende sogne, for at være med til at hilse Mette Gocht-Jensen velkommen.

Efter gudstjenesten i Albæk, var menighedsrådet vært i Albæk Forsamlingshus for over 100 mennesker, med kaffebord og masser af hjemmebagt kage, som næsten tangerede ”Sønderjysk kaffebord”. 

Men det var jo også passende, da Mette Gocht-Jensen selv er født og opvokset i Sønderjylland, hvor hendes familie altid har været nært tilknyttet Hørup kirke på Als.

Der blev budt velkommen til Mette og hendes familie af formand for menighedsrådet Sole Hedemann Jensen, som fortalte, at man glædede sig til at komme i gang med samarbejdet og få en normal hverdag igen. 

Der var taler fra provsten og flere af nabo sognepræsterne, som også bød Mette velkommen. 

Til slut takkede Mette Gocht-Jensen for den gode modtagelse af familien, og sagde hun glædede sig til at komme i gang med arbejdet.  Det har været en travl uge for Mette og hendes familie, da de samtidig med afskedsgudstjeneste i Enghøj kirke, hvor Mette har været ansat som præst siden november 2005, og indsættelsen i de tre sogne, også skal flytte til præsteboligen i Harridslev. Dog har familien glædet sig til at rykke ind i den gamle præstegård fra 1926 som den 8. præstefamilie i huset, og som har fået en længe tiltrængt istandsættelse.